DNA-testsSenest opdateret maj 2018
DNA-tests bliver efterhånden mere og mere udbredt, som forskningen i dem bliver en større og større del af hundeopdrættet. Dette skyldes, at de kan sige mere præcist hvilke kvaliteter hunden bærer på og man dermed bedre kan kombinere to hunde uden risici for sygdomme. Nogle DNA-tests er definitive for sygdommen, fordi der kun findes en (i hvert fald kendt) mutation - andre gange fortæller DNA-testen kun om hunden bærer den ene mutation, men ikke en anden og kan derfor kun fortælle om hunden er i risiko for at nedarve denne type. Dette skal man altid huske når man avler ved hjælp af DNA-tests. Man skal derfor ikke ukritisk parre to gentestede hunde på baggrund af gentests, men stadig holde øje med sygdommens forekomster i linierne. Gentests fungerer forskelligt - nogle fortæller om forekomsten af én bestemt mutation, der koder for en variation af en sygdom. Andre fortæller om forekomsten af et antal gener, såsom HS-prætestene, hvor der måles på forekomsten af en række mutationer og hvor den relative risiko for sygdomme afhænger af forekomsten af en række alleler (udgave af et gen). Sæt dig derfor ind i hver enkelt test, førend du begynder at bruge den. Når hundene er testet skal man også passe på ikke at indskrænke genpopulationen, fordi man kun vil parre fri til fri eller "højt indeks til højt indeks" og nægter at bruge bærere eller syge hunde i avlen eller hunde, med et lavt/dårligt gen-indeks. Gentestene gør netop, at en hund, der er syg med en recessiv sygdom for eksempel, kan bruges i avlen, såfremt den blot parres til en fri hund - dette vil give raske bærerhvalpe. Hermed kan vi på ansvarlig vis bruge de syge hunde, uden at avle syge hvalpe, og dermed bevare en høj genvariation i vores population. Med HS-prætestene fungerer det til gengæld lidt anderledes, da det er en "sandsynlighedstest" - der ses hunde, med et dårligt resultat, der bliver over 10 år - og omvendt. Altså er testen ikke definitiv og man kan derfor også her miste vigtigt genetisk materiale/variation, ved at udelukke hunde med dårligt indeks fra avlen. Selvsagt skal der avles mest på dem med godt resultat og dem med dårligt resultat bør parres med dem med godt resultat, men det er umådeligt vigtigt ikke at udelukke de andre fra avlen. Tab af genetisk variation er netop en af de vigtigste faktorer, ift. at skabe racerelaterede sygdomme.
|
Kilder:
www.netdyredoktor.dk www.caninegeneticdiseases.net/ www.ssv-ev.de |