Entlebucher sennenhund - Entlebucher Mountain Dog
Entlebucher sennenhunden er den mindste af de fire sennenhunderacer: Berner sennenhund, grosser schweizer sennenhund og appenzeller sennenhund.
Entlebucheren er en mellemstor hund, der typisk vejer omkring 20-30kg. De er kraftigt byggede, langt stærkere, end man lige tror, og meget udholdende. De er kendt for deres loyalitet og selvsikkerhed, deres arbejdsvilje, deres mod og vedholdenhed (nogle gange tenderende til stædighed) - og de er aktive i mange forskellige hundesports med gode resultater, såsom eftersøgning, lydighed, politihundearbejde m.m. De er fysiske og intense hunde, der kan være ganske voldsomme og derfor er de ikke altid gode med mindre børn, medmindre man som ejer er indstillet på et stort arbejde med at lære barn og hund at være omkring hinanden. Entlebucherens glæde for "rough play" gør også, at de ikke er ideelle med forsigtige og sensitive hunde, der nemt vil føle sig presset. Det er intense hunde og deres voldsomme energi og styrke og deres ensporede fokus på det de laver, betyder, at man som ejer skal være forberedt på at være konsekvent og præcis i sin formidling, men uden at være hård. For under et frembrusende ydre, gemmer sig også en fantastisk kærlig og blød hund, der går lidt i stykker indeni, hvis mor eller far bliver sure. Historisk set var de vagtsomme gårdhunde og kvægdrivere, som drog kvægende frem til græsgangene, blandt andet igennem deres gøen og ved at nappe dem i haserne - denne adfærd ser man også stadig hos dem. At skulle bevæge sig omkring dyr, der er utallige gange tungere end en selv og styre dem, har krævet stort mod og stor adræthed - Entlebucherne er derfor enormt selvsikre hunde, der ser enhver udfordring som en invitation. Deres poter er sikre og deres krop atletisk. De er vagtsomme og de er naturligt reserverede overfor fremmede. Ofte, når de er kønsmodne og voksne, har de ingen interesse i andre, end deres familie og folk, de kender. Andre ignoreres af Entlebucheren og de forventer at blive ignoreret (man vinder dog for det meste nemt en velsocialiseret Entlebucher med lidt høflighed (lad den komme til dig) eller igennem godbidder - de vil sælge deres sjæl til djævlen selv for lidt mad!). Men netop derfor er socialisering også super vigtigt for denne race; både fra opdrætters side, såvel som at deres nye ejere fortsætter arbejdet, for at undgå, at de bliver mistroiske og/eller nervøse. I Entlebucheren får man et helt fantastisk stærkt arbejdsdrive og vilje, det er hunde, der KAN og VIL og SKAL bruges - andet er synd, i mine øjne, for de elsker det simpelthen. De er intelligente og lærer hurtigt nye øvelser, og er også enormt opmærksomme på deres familie - er man til det arbejde, der ligger i en entlebucher, får man den mest loyale og kærlige hund - og en intens, motiveret og villig træningsmakker! :-) Deres loyalitet er helt fantastisk og når de ikke er ude og give den gas for fuld udblæsning, så er der kun to andre gear tilbage (i hvert fald så fremt, at de ikke tror, der sker nogen spændende, for de er altid der, hvor der sker noget): Hyggestund så tæt på familien som muligt - og sove. Det er ikke for ingenting, at de er kendt som velcrohunde: De vil som oftest være trofaste varmepuder i både seng og sofa og deres lange snuder er velegnede til at dutte insisterende, hvis du ikke nusser dem (nok). Hvis man selv er en aktiv person, der elsker at lave noget med sin hund, der altid er parat - og som samtidig elsker de rolige og nære stunder i hjemmet, MED hunden: Så er en Entlebucher en fantastisk partner! Hvis du er interesseret i racen og overvejer om Entlebucheren er en hund for dig, er du velkommen til at kontakte mig og eventuelt møde min Entlebucher tæve, Nenya. RacestandFølg link til DKK's racestandard HER
Avlskrav |
Link til DKKs anbefalinger og restriktioner
Pr. 10/06-2022:
Avlsrestriktioner (krav for DKK Basis stamtavle på et hvalpekuld):
Pr. 10/06-2022:
Avlsrestriktioner (krav for DKK Basis stamtavle på et hvalpekuld):
- Hanhunden til ethvert kuld skal have to normalt udviklede testikler.
- Hoftedysplasi: Begge forældre skal på parringstidpunktet havde en kendt HD status A, B eller C.
- Arvelig katarakt: Begge forældre skal være undersøgt for arvelig katarakt, glaucom og PRA. Tidsligste undersøgelse muligt ved 12mdr. og attesten må ikke være over 24 måneder gammel.
- Alternativt kan en DNA-test for prcd/PRA erstatte øjenundersøgelse for PRA. DNA gælder for livstid og bærere må kun parres med fri. Er begge forældre fri på parringstidspunktet, registreres afkommet som "Fri grundet forfædrenes DNA-test".
- Begge forældre skal før parring være præmieret på en FCI/DKK anerkendt udstilling med mindst Very Good