Siden sidst har Møffe jo været oppe til intet mindre end 2 LP1-prøver og har prøvet kræfter med Rally Øvet klassen!
Til klubudstillingen i juni var han tilmeldt LP1 på førstedagen og Rally Øvet på andendagen. Placeringsmæssigt gik det lige godt begge dage - pointmæssigt var der tilgengæld stor forskel! ;-)
LP1-prøven gik simpelthen over al forventning, jeg overhovedet kunne have! Den, der jokkede i spinaten var nærmest kun mig... Jeg tror vi blev trukket for 2 ekstra signaler i alt (hvoraf det ene i springøvelsen vist talte for flere) og 1 skæv plads, hvor Møffe var den "skyldige". Derudover var resten vist førerfejl - fx kostede det intet mindre end 3 point, da jeg troede at jeg skulle tage line på Møffe i stå-øvelsen, inden jeg skulle tage ham med videre! ÆV! For pokker da altså også... :-(
Havde jeg nu bare forstået øvelsen korrekt, havde vi været 1.vinder på dagen! Vi blev slået af Amazing Tiklo's Buffy Saint Marie - hun fik et sølle, enkelt surt halvt point mere end vi gjorde. Så egentlig var Møffe den bedste hund på dagen - han havde bare også en håååbløs nybegynder-fører ;-)
Men for dælen da - når det nu var vores debut, første gang til en officiel LP-prøve, så kan vi vist ikke klage over 166,5 point og 2. vinder!!! :-D
Dagen efter var det varmt og Møffe var træt. Rally Øvet banen indeholdt selvfølgelig også alle de øvelser, som vi ikke havde helt styr på endnu (typisk?!) - så i stedet for en regulér opvarmning med Møffe, så kørte jeg kun en lille smule opvarmning og ellers repetition af de øvelser, vi "hang" i - det gav tilgengæld nok også pote! Jeg havde den mindst motiverede hund jeg nogensinde har prøvet at have med til en konkurrence (men han var dog på), men vi klarede også med nød og næppe igennem alle de øvelser, som vi "haltede" med - tilgengæld floppede vi den, jeg nærmest var mest sikker på, at han ville klare uden problemer, nemlig bakke 2 skridt på plads :o) Fejlen var, at vi altid plejer at have et fuldt stop, inden vi bakke, her skulle vi gå direkte fra fremad gang til bakke - det forvirrede Møffe og den havde jeg ikke set komme! Æv. Så den blev minus 10 point, mens vi blev trukket lidt her og der for diverse gentagelser af halte-øvelserne osv. Vi endte på 74 point og altså BESTÅET!!! Men uden pind :-)
Men som sagt, placeringen var den samme begge dage - og dermed var vi 2. vinder igen, kun slået af en bichon havanese, der tilgengæld også fik 93 point :o)
Men det var i det hele taget en rigtig grim dag for prøvehundene, der var ikke mange, der var i stand til at præstere som de plejer - næsten alle i begynderklassen fik IB og det var ikke fordi hundene ikke kunne - det var bare varmt og næsten hver evig eneste hund gik i stå det samme sted og kiggede i samme retning - ét eller andet slog dem alle sammen ud? Og så var det i det hele taget en hård Øvet-bane, det indrømmede dommeren også :-) Otte hunde bestod den dag, 12 blev IB'et.
Efterfølgende fik jeg jo selvfølgelig blod på tanden og tilmeldte naivt Møffe til Bernermarkedets officielle prøve, selvom jeg jo godt ved, at det altid er rigtig dårligt bernervejr den dag (men herligt menneskevejr) - og vejrguderne lod ikke traditionen fejle i år heller! Endnu engang var det en dejlig varm sommerdag, som alle hundene lod sig mærke af, men de klarede det nu flot alligevel :-)
Vores problem var som sådan ikke varmen - og alligevel. Det eneste nævneværdige problem var, at Møffe havde et akut hukommelsestab. Ordet "Dæk" havde forladt hans hukommelsen og der skulle en heeel del overtalelse til for at få det til at vende tilbage - og det forlod straks hukommelsen igen! Stillingsskift, som vi ellers plejer at få 10 point i - fik vi kun 5 point i lørdags. Udelukkende fordi jeg to gange skulle gentage "dæk" og diverse håndtegn et utal af gange.
Alt andet, selv næseprøven, kørte såmend glat nok (intet, udover tandvisning, perfekt dog, æææv) lige indtil vi kom til afdækning til sidst. Endnu engang var signalet fløjet ud af Møffes hoved og viftede leende rundt omkring hans hoved, indtil det efter håndtegn og diverse tonelejer af "dæk"-ordet besluttede at vende hjem igen (igen kortvarigt). Møffe lagde sig og udførte resten af øvelsen til UG og kryds og slange (han kiggede bare ikke på mig, mens han lå, men hva', det går jo nok ;-) ).
Hjemme igen forsøgte jeg at aflure, hvor "dæk" var blevet af - men den havde gemt sig igen og Møffe kunne kun lægge sig, hvis jeg lokkede ham? Det virker dog til, at han er begyndt at forstå ordet igen nu her et par dage efter :-) Fjollede køter, altså!