Vi fik gået i alt omkring halvanden time og Møffe er nu en maaajet træt hund ;-)
Kameraet blev flittigt brugt - med mere eller mindre succes... Mange billeder blev desværre taget i modlys, men sådan er det. Og solen stod hurtigt ret lavt på himlen.
Our Dog World - Denmark |
|
Yeps, vi kom afsted til Dyrehaven i dag og hvilken dejlig tur! Dejligt selskab af søster, svoger og lillenevøen + en styks lykkelig Møffe, der bare syntes, at DET var for spændende!
Vi fik gået i alt omkring halvanden time og Møffe er nu en maaajet træt hund ;-) Kameraet blev flittigt brugt - med mere eller mindre succes... Mange billeder blev desværre taget i modlys, men sådan er det. Og solen stod hurtigt ret lavt på himlen.
0 Comments
Uuuh, sneen er kommet til Danmark igen! Selvom det ikke er de store mængder, så er det jo stadig pænt hvidt udenfor og det NYDER jeg simpelthen - det er så vidunderligt, når man kan gå tur om aftenen og natten, uden det er i buldermørke. Sne og sol kalder jo selvfølgelig også for billeder - og selvom det de dage, jeg har haft fat i kameraet, ikke har været voldsomt med sol, så har jeg da fået nogle fine billeder i kassen af Møffe :-) Det bedste var nok turen i skoven i onsdags - mums! Og hvor er det ualmindeligt vidunderligt at have en hund, der kan tåle at være aktiv igen! Husk at sætte pris på det, at kunne bevæge sig rundt uden alle mulige begrænsninger. Endnu kan vi ikke tage et stort vandre-maraton, men vi kan da gå i lidt over en time - så det begynder at ligne noget! Nå, men... Nu til billedspam fra Østskoven! Så tror jeg vist også, at det var nok billedspam for nu, hehe :-)
Men ellers, så går det rigtig fint. Som sagt må Møffe lidt af det hele nu, så han går primært frit på turene, når han ellers opfører sig ordentligt ;-) Men indkaldet går bedre og bedre og bedre hele tiden, så det skal nok komme helt i hus! Vi er også tilmeldt træning ude ved Karen Frost fra Hund og Træning, så hun kan forhåbentligt også komme med et par gode indspark (og spark i det hele taget, for det lidt haltende indkald ved jeg vist godt hvad skyldes, hehe - manglende struktur i træningen). Heldigvis er det ikke slemt. Vi skal være rigtig tæt på spændende forstyrrelse, for at han smutter efter dem og glemmer at lytte - og ellers, så er det bare de spændende dufte, vi kæmper med. Så det tager jeg jo hensyn til og så ryger han i line, hvis vi nærmer os nogen. I morgen håber jeg tilgengæld på at tage i Dyrehaven igen, så der vanker nok billedspam igen en af de nærmeste dage - tager dog kun afsted, hvis der er selskab, og selskabet får jeg først endeligt svar fra i morgen. Nemlig svoger, søster og lille-nevøen :-) Så var jeg ellers lige så fræk at stikke en anden hundeejer en stor, fed og meget lodret løgn i dag...
Egentlig dumt, for jeg ved, at jeg kommer til at møde vedkommende igen og denne kommer til at kunne se en sammenhæng. Men orkede bare ikke den store forklaring og det ville også nå at ende uønskeligt, hvis jeg tog mig tid til det. Men kender I ikke de der hundeejere, der mener, at lige netop deres hund er Guds gave til alle andres hunde? Og du bare synes, den er det direkte omvendte... Det drejede sig om en rottweilerhan, som vi faktisk mødte for et par dage siden første gang. Vi stod en lille flok hunde, Møffe, en samojedeunghan og en bette blandingshund. Denne rottweiler kommer over, højt på tå og hovedet højt - og meeeeget uløst. Ret stift faktisk... Jeg lugter lunten og får undgået konfrontationen mellem den og Møffe (generelt vil jeg helst undgå sådanne møder, og især nu hvor Møffe stadig ikke har genfundet sit gamle selvsikre jeg) - men heldet tilsmilede mig ikke mere. Vi mødte selvsamme hanhund igen senere og denne gang slap vi ikke. Det gik såmend "roligt" for sig. De hilste - meget stift fra rottweilerens side, med det resultat at Møffe også manede sig op - og rottweileren knurrede lidt. Herefter skiltes de heldigvis, men kunne se den gik rundt med rejste børster og lige så stift som inden. Det er sådan en hund, jeg spår bider en anden hund, når presset bliver for meget for den... Og den spådom har nærmest holdt stik med hver eneste hund, jeg har tænkt det om. Tilbage til mødet i dag, så var vi ude og gå aftentur og da vi nærmer os slutningen og jeg står med en træt Møffe og derfor ikke bare lige synes, at jeg skal vende om og tage en omvej, skal vi igennem parken. Vi når næsten helt ind, førend jeg kan se en hund - tror først, at det er en høj labradorblanding, men der går heldigvis ikke mange splitsekunder, førend jeg genkender hele kropsholdningen og -bygningen på denne her hund. Den er nemlig ikke særlig typisk for en rottweiler - den er meget spinkel og langbenet. Så helt ren er den måske nok ikke. Og så den stive gang, den lægger an, så snart den opdager en hund. Skynder mig at bakke ud og forsøger at vente på, at ejeren får sin hund med sig videre. Han har udmærket set os, da vi lige tittede ind og hundene fik øjenkontakt og forsøgte da at kalde sin hund til sig. Uden held (vidunderligt - løs hund i buldermørke, uden for kontrol!). Jeg titter frem igen lidt senere og kan så se, at de stadig står lige i nærheden, men vi står tilgengæld semi-skjult, så hundene ikke kunne se hinanden. Og så er det jeg hører den så velkendte sætning, da ejeren opdager, at vi står der: "Han gør altså ikke noget!". Ehm, jo... Det har jeg jo så oplevet, at han rent faktisk gør - selvom ejeren ikke selv ser det, måske. Men tage den laaange forklaring? Nix. "Nej, det kan godt være, min min er altså en hanhund og han bryder sig ikke rigtig om andre hunde" (hvormed Møffe kvitterer med et længselsfuldt piv - jeg bad en indædt bøn om, at den anden hunds ejer ikke kunne høre det...). Dette fik heldigvis ejeren til fornuft - han fik fat i sin hund, hvormed jeg passerer i en højst unødvendigt stor bue, i fald Møffe skulle beslutte sig for at afsløre hans sande jeg, med endnu et højt og længselsfuldt piv :-) Den rigtige forklaring må vente til en anden dag for denne hundeejer - hvis jeg ellers kan komme tæt nok på. Første gang jeg mødte hunden, gik han rundt halvtreds meter væk... Simply love it. Så skulle der ske noget ved et møde, så står jeg herligt alene med to store hanhunde... Brok herfra er slut nu - men måtte lige ud med det. Det går mig simpelthen på, med alle de mennesker, der tror de har verdens søøødeste lille hund, der aaaaldrig kunne finde på at gøre noget... Og så ikke kan se hundens skrig om hjælp til at overkomme disse situationer og pludselig står man med en hund, der har bidt "ud af den blå luft" - vel har den ej :-( Og ind til videre har året spændt godt an :-) Nytårsaftens dag tog jeg en tur i Dyrehaven med Møffe og en masse dejlige mennesker fra hunde-forum.dk! Det er lang tid siden jeg har været med til et HF-træf og jeg nød det! En god gåtur sammen med andre hundeentusiaster, så kan det jo nærmest ikke blive bedre - og så tilbyder Dyrehaven jo bare nogle super lækre omgivelser! Jeg var rigtig spændt på, hvad Møffe mon ville sige til hjortene derude - han gik jo bananas dengang vi prøvede at hyrde, de der får fik bare gang i ét eller andet hos ham! Men hjortene var vist ikke helt lige så spændende? Da det ENDELIG lykkedes mig, at få ham til at få øje på dem (hvis han gik helt bananas, måtte vi jo droppe turen, så det skulle undersøges hurtigst muligt), kiggede han meeeeget interesseret og var ikke sådan helt nem at få med videre - men absolut heller ikke umuligt :-) Den stakkels ikke så vand-hud-agtige hund, Møffe, hvis du skulle være i tvivl, tog modet til sig og soppede lidt, som han jo kan finde på (men ikke så gerne mere end det). Men i vandpyt nummer 2 (eller skal vi sige minisø nr. 2?!), som skulle undersøges nærmere, glemte han vist hjernen et sted. Han tuller ned ad en meget stejl skrænt og mener helt bestemt at bunden er lige der, lige under vandet - men Møffe, det var den altså ikke... Så han faldt nærmest med hovedet pladask først ned i vandet! Lille stakkel :-) Så stod han ellers der, med vand til brystet (bunde kunne han da!) og så maaajet forurettet ud ;-) Og her er et billede af en af de to vandpyt.... Små søer! De var ret dybe nogle steder :-) Det endte med at blive en faktisk rigtig lang tur på over to timer i alt - hvor vi gik. Ups, det var ikke meningen - men når man går og hygger sig, kan man godt komme til at glemme tiden og da vi pludselig stod ved Erimitageslottet og havde gået en time - og havde lige så lang vej tilbage - var løbet lidt kørt... Men vi fik holdt ca. et kvarters pause, med muffins - og Møffe fik hvilket lidt.
Heldigvis betød det intet for Møffe - vi har intet kunnet se på ham, ingen halten eller overdreven træthed i benet. Så det er jo super. Han fik også en smertestillende, straks vi kom hjem. Aftenen forløb super fint. Jeg var med til ca. 22:45, da jeg desværre skulle på arbejde. Møffe tog alle knaldende i stiv arm og efter sigende, var han også helt ligeglad, da det store show gik løs kl. 24 :-) Han fik sine sædvanlige kødben og var endda så vovet, at han lagde sig ved stuedøren. Problemet er bare, at i modsætning til de sidste år, så har vi nu en nabo herudfor, som godt vil fyre af - og de besluttede sig at gøre det i baghaven! Dvs. 10 meter fra hvor Møffe lå. Det syntes han alligevel var lidt voldsomt, så han tog sit kødben og lagde sig midt på stuegulvet, hvor han ufortrødent gnavede videre - tja, det kan vist ikke kaldes en egentlig reaktion ;-) Dagene her efter Nytår er gået stille og rolig. Vi har fået rystet det sidste sygdom af os herhjemme - eller, nogen af os har - og nu nyder jeg så lige nogle fridage, ovenpå arbejde og sygdom. |
Bloggen om MøffeBloggen om Møffes og min dagligdag :-) Archives
August 2023
Categories |