Egentlig dumt, for jeg ved, at jeg kommer til at møde vedkommende igen og denne kommer til at kunne se en sammenhæng. Men orkede bare ikke den store forklaring og det ville også nå at ende uønskeligt, hvis jeg tog mig tid til det.
Men kender I ikke de der hundeejere, der mener, at lige netop deres hund er Guds gave til alle andres hunde? Og du bare synes, den er det direkte omvendte...
Det drejede sig om en rottweilerhan, som vi faktisk mødte for et par dage siden første gang. Vi stod en lille flok hunde, Møffe, en samojedeunghan og en bette blandingshund. Denne rottweiler kommer over, højt på tå og hovedet højt - og meeeeget uløst. Ret stift faktisk... Jeg lugter lunten og får undgået konfrontationen mellem den og Møffe (generelt vil jeg helst undgå sådanne møder, og især nu hvor Møffe stadig ikke har genfundet sit gamle selvsikre jeg) - men heldet tilsmilede mig ikke mere. Vi mødte selvsamme hanhund igen senere og denne gang slap vi ikke. Det gik såmend "roligt" for sig. De hilste - meget stift fra rottweilerens side, med det resultat at Møffe også manede sig op - og rottweileren knurrede lidt. Herefter skiltes de heldigvis, men kunne se den gik rundt med rejste børster og lige så stift som inden.
Det er sådan en hund, jeg spår bider en anden hund, når presset bliver for meget for den... Og den spådom har nærmest holdt stik med hver eneste hund, jeg har tænkt det om.
Tilbage til mødet i dag, så var vi ude og gå aftentur og da vi nærmer os slutningen og jeg står med en træt Møffe og derfor ikke bare lige synes, at jeg skal vende om og tage en omvej, skal vi igennem parken. Vi når næsten helt ind, førend jeg kan se en hund - tror først, at det er en høj labradorblanding, men der går heldigvis ikke mange splitsekunder, førend jeg genkender hele kropsholdningen og -bygningen på denne her hund. Den er nemlig ikke særlig typisk for en rottweiler - den er meget spinkel og langbenet. Så helt ren er den måske nok ikke. Og så den stive gang, den lægger an, så snart den opdager en hund.
Skynder mig at bakke ud og forsøger at vente på, at ejeren får sin hund med sig videre. Han har udmærket set os, da vi lige tittede ind og hundene fik øjenkontakt og forsøgte da at kalde sin hund til sig. Uden held (vidunderligt - løs hund i buldermørke, uden for kontrol!). Jeg titter frem igen lidt senere og kan så se, at de stadig står lige i nærheden, men vi står tilgengæld semi-skjult, så hundene ikke kunne se hinanden.
Og så er det jeg hører den så velkendte sætning, da ejeren opdager, at vi står der: "Han gør altså ikke noget!".
Ehm, jo... Det har jeg jo så oplevet, at han rent faktisk gør - selvom ejeren ikke selv ser det, måske. Men tage den laaange forklaring? Nix. "Nej, det kan godt være, min min er altså en hanhund og han bryder sig ikke rigtig om andre hunde" (hvormed Møffe kvitterer med et længselsfuldt piv - jeg bad en indædt bøn om, at den anden hunds ejer ikke kunne høre det...).
Dette fik heldigvis ejeren til fornuft - han fik fat i sin hund, hvormed jeg passerer i en højst unødvendigt stor bue, i fald Møffe skulle beslutte sig for at afsløre hans sande jeg, med endnu et højt og længselsfuldt piv :-)
Den rigtige forklaring må vente til en anden dag for denne hundeejer - hvis jeg ellers kan komme tæt nok på. Første gang jeg mødte hunden, gik han rundt halvtreds meter væk... Simply love it. Så skulle der ske noget ved et møde, så står jeg herligt alene med to store hanhunde...
Brok herfra er slut nu - men måtte lige ud med det. Det går mig simpelthen på, med alle de mennesker, der tror de har verdens søøødeste lille hund, der aaaaldrig kunne finde på at gøre noget... Og så ikke kan se hundens skrig om hjælp til at overkomme disse situationer og pludselig står man med en hund, der har bidt "ud af den blå luft" - vel har den ej :-(