Det har været meget op og ned med Møffe, omend det heldigvis går fremad - selvom det er langsomt. Mine tanker har fløjet rundt, hvor længe kan man blive ved, hvornår skal man sige stop for hundens skyld og ville det være forkert at lade Møffe operere igen?
For jeg har virkelig været tæt på at ringe til dyrlægen og sige, at nu kunne det altså ikke være længere... Fremskridtende har været så små og præget af tilbageskridt hele vejen igennem - ala 2 skridt frem, 1½ skridt tilbage.
Men ind til videre holder vi ved, det går bedre, Møffe lægger nu vægt på sit ben, han er blevet lidt gladere og han går pænere - selvom det stadig langt fra er godt nok.
Vi var jo til genoptræning d. 2. april og det hele endte med, at Møffe gik så skidt, at han blev stoppet i waterwalkeren. Knæet var simpelthen for ustabilt. Han fik i stedet massage og akupunktur og ordre på max at gå fem minutter ad gangen max to gange dagligt. Noget som kastede os begge to ned i kulkælderen, for det er bare ikke nok for Møffe... Og slet ikke længere, efter så lang tid med non-stimuli.
Derudover skulle vi gå en forhindringsbane, der udelukkende bestod af flade genstande med forskellig "konsistens". Fx. madrasser, håndklæder, tæpper, pap, træ, græs, sten. Og ja, det er så det, Møffes forhindringsbane består af. Jo mere, dets bedre. Det skulle træne ham til at lære at bruge benet.
Og så skal vi lave nogle forskellige kropsøvelser herhjemme, der også skal tvinge ham til at bruge benet, foruden at gå ture, hvor han letter ben stående på det dårlige. Alt sammen for, at han lærer at bruge det stille og roligt, uden at overbelastes.
Det har været en træls periode, og det kommer det fortsat til at være. Men som sagt er det gået fremad og i dag var vi til genoptræning igen. Veterinærsygeplejersken fik set ham gå og erklærede sig enig i, at det så "meget" bedre ud (alt er jo relativt, for det er stadig skidt). Møffe kom op på vippebrættet og herefter waterwalker. Tror det blev 5 minutter i alt, fordelt på tre gange, men jeg fik ikke spurgt.
Men i hvert fald må vi ganske gradvist og langsomt øge gåturene nu - men meget forsigtigt. Ååååh, jeg glæder mig til vi forhåbentligt en dag kan gå rundt om Damhussøen igen! Men det har lange udsigter...
Derudover fik vi i dag snakket om Møffes fremtid. Netop på baggrund af mine mange tanker den seneste tid og det er tid til at købe nyt klippekort. Og jeg vil ikke betale 4000kr. for et klippekort, hvor jeg måske kun får brugt en lille del af dem... Hvis nu det ikke går.
Fysioterapeuten mener dog, at det er en fin nok sandsynlighed for, at det hele ender godt. De har før stået med hunde, der var ustabile i ledene, hvor det er gået godt. Træningen tager bare længere tid. Så vi håber og satser alt hvad vi kan. Møffe fortjener at få nogle gode år, hvor han får lov til at være hund.
Jeg må dog indrømme, at havde jeg kunnet se ind i fremtiden, så havde han fået fred da korsbåndet sprang - men nu står vi her og det værste er forhåbentligt overstået. Havde jeg kunne se ind i fremtiden, så havde han dog aldrig nogen sinde fået den infektion og havde han ikke fået den, ville hele forløbet med største sandsynlighed være gået lige så godt som eller bedre end sidst. Så i bund og grund er det noget vrøvl, men pointen forstås forhåbentligt - han har ikke været tjent med alt det her lort...