Han blev tilmeldt hvalpeholdet, inden han overhovedet var flyttet ind her og det foregår på den træningsbane i Taastrup, som Karen brugte de første par år, jeg havde ham (senere brugte hun en i Hedehusene). Og jeg vidste, at det nok ville blive med følelserne siddende helt ude på tøjet, at jeg ville komme afsted første gang. Men jeg havde godt nok ikke regnet med, at det ville være så slemt...
Første våde øjne kom allerede, da jeg næsten havde pakket bilen HELT færdigt. Så igen på vej ud til træningspladsen og resten af vejen derud. På vej ned til parkeringspladsen springer gamle minder fra træningstimerne derude frem, da jeg ser græsplænen. På parkeringspladsen var jeg nød til at sidde nogen tid i bilen, førend jeg kunne komme ud, uden at tudbrøle... Og så gik det ellers ud på, at forsøge at lade være med at tude, mens vi trænede, hvilket ikke gik fantastisk. Og slet ikke, da Karen kom over for at sige tillykke med Wupti :-( Åh, der brød jeg sammen. Tænk, at jeg et år efter at have haft Møffe, stadig kan tudbrøle, som havde jeg lige mistet ham? For pokker :-(
Wupti er vitterligt en stjerne i mit liv, han hjælper virkelig på tomrummet - men han har også hevet følelserne frem igen og selvom jeg er blevet gladere, så har jeg lettere til tårer nu.
Men nok om mig og mine følelser - for Wupti skal jo for pokker også have sin del ros <3 Han var nemlig stjerne dygtig, også selvom mor her arbejdede med tårer i øjnene de første 20 minutter! Arbejdede så flot det meste af tiden og fint resten af tiden <3 Han syntes "ro"-øvelsen var lidt kedelig nogle gange, for ikke langt fra os, var der en fantastisk sød, syntes han, labradorhvalp og den lå heller ikke altid helt stille. Så hvorfor skulle man dog ikke over og lege med den?
Men kontakt klarede han bare SÅ flot, snudetarget så fint (om end lidt ukoncentreret, men altså?! :-) ), selvkontrol gik brandgodt og indkald gik roligt, men stabilt (han var træt). Så mor her var/er stolt <3
Nåja, og i går fik han lov til at lege med sin bror, Cooper (Cantiah's Easy Peasy) i Trylleskoven og jeg kan da lige love for, at da de først lige havde set hinanden an efter behørig forvirring over velkendt lugt og forkert udseende (de snuste lææænge til hinanden!), så gav de to brødre den da virkelig gas sammen <3 Det var en fornøjelse at se, så selvfølgelig har vi allerede aftalt en ny legedate! Denne gang holder vi os dog nok på behørig afstand af den klamme å... Se hvor fine hvide de er på første billede - og så de to sidste... Jeg lover, deres ben var KULSORTE, lige da de var kommet op!