Jeg mangler din dybe vejrtrækning.
Jeg mangler dit glade ansigt, når jeg kommer hjem fra arbejdet og kigger ind ad vinduet.
Jeg mangler vores dejlige ture.
Jeg savner at se dig glad og frisk og med mod på livet.
Den sidste tid var en helvedes tid for os begge og jeg havde aldrig troet, at det endte, hvor det gjorde, første gang jeg besøgte dyrlægen.
Og diagnosen var et "uskyldigt" mavesår. Behandling blev sat igang og hjalp i første omgang.
Men du blev skidt igen.
Der var ikke kun ét mavesår, viste det sig. Det var flere mavesår - en endoskopi viste faktisk hobevis af sår, nye, gamle, blødende, arvæv og mavesår, der var på vej. På trods af behandling. Sygdomsforløbet varede 1½ måned næsten i alt, fra da jeg fandt ud af, at du var syg, til du fik lov at sove ind i haven med vores fantastiske dyrlæge.
Hver gang behandling blev sat i gang, var der bedring i et par dage - og så gik det nedad igen. Vi var over flere dyrlæger og også en fejldiagnose (eller, fejl er så meget sagt - det var bare ikke spondylosen, der var skyld i din svækkelse).
Til sidst kunne du ikke mere. Du havde tabt dig 6 kg og du havde mistet nærmest alle kræfter i din krop og vi måtte give fortabt inden svaret på biopsien kom, selvom der ellers havde været bedring - men pludselig gik det den forkerte vej igen. Det var den sværeste beslutning nogensinde i mit liv og jeg tudede og græd og tudede alle de dage, der gik med at evaluere dig - og især på dagen. Især da dyrlægen ringede og sagde, at nu kørte han mod os fra dyreklinikken. De sidste 20 minutter inden han kom, tudede jeg ned i din pels, krammede og kyssede dig. Hele min krop var i fornægtelse og jeg har aldrig følt sådan før. At være herre over sin bedste vens liv er hårdt - virkelig hårdt.
Du rejste knap nok hovedet, da dyrlægen kom - du, som plejer at hoppe og danse, når der kommer gæster. Du rejste blot hovedet - logrede ikke engang med halen. Svækkelsen var gået så stærk bare siden dagen før.
Dog kunne jeg gøre en sidste gestus for dig - de pølser, du skulle have haft som træningsgodbidder, fik du serveret på en tallerken få sekunder inden du fik den bedøvende sprøjte og den nød du. Selvom appetitten ellers også var blevet dårlig.
Nu mangler du bare her i hjemmet, som er så tomt og alt for rent. Der er ingen hundehår alle vegne, ingen visne blade hevet ind med din pels, ingen jord og sand, som er drysset af dig.
Svaret fra biopsien fik vi i fredags og der var ingen tegn på cancer, hvilket ellers var dyrlægens stærke overbevisning. Men biosien var også kun taget fra yderkanten af såret, grundet risiko for blødning, så der kan meget vel stadig have været cancer. Det får vi aldrig svar på, for nu er din krop blevet til aske i en urne :-(
Hvil i fred, min dreng, min basse, min "lille" Stjerne. Baldrian von Møffen-Madsen, som du blev døbt, da du var 10 uger gammel af to dejlige og fantastiske mennesker, som jeg er sikker på har tøjet godt imod dig på den anden side og passer på dig, til den dag jeg kommer.