Og bom. Pludselig, med ét, er han smadder ustabil i knæleddet igen :-( Syntes jeg lagde mærke til det torsdag i sidste uge, inden vi skulle afsted til genoptræning - men lagde ikke mere i det, for jeg så måske bare syner. Til genoptræning kiggede den specialuddannede dyrlæge på ham og vi travede frem og tilbage - konklusionen endte på, at som det umiddelbart så ud, så skulle vi starte med at løbetræne.
Nå, fysioterapeuten tog ham igennem de forskellige øvelser og jeg får også undervejs nævnt, at han virkede til måske at være blevet lidt ustabil dagen i forvejen og, som ventet, sagde hun, at passede det, så skulle vi ikke ud og løbe. Men nu skulle vi jo lige finde ud af, om der også var noget om det.
Og det var der desværre :-(
Forhåbentligt går det over igen, og i bund og grund mon ikke... Men kan ikke lade være med at være pessimist.
Derudover, så går det såmend fint nok. Møffe, Kurt og Kamma er nu kommet på hilse-hånd. Så nu snuser de til hinanden om morgenen og så længe Møffe ikke laver for hurtige bevægelser, så kan han også bevæge sig rundt ved dem, uden de absolut flygter alt hvad remmer og tøj kan holde til. Kamma var endog så fræk i går... Jeg stod og trænede lidt med Møffe og hun sidder så i en stol lige bag os - og Møffe, han logre-logre-logrede jo af glæde over det hele. Kamma holdt tilgengæld sin egen lille fest bag ham med at fange hans hale - og hver gang Møffe vendte sig om for at se, hvad det var der skete med hans hale, så lagde Kamma sig fint tilrette: "Hvem mig? Nej dog... Det ku' jeg da aldrig finde på." Skøre kat!