Vi har faktisk ikke set hende længe, ikke siden sidste år faktisk :-( Så hende har jeg savnet. Jeg passede hende ofte inden jeg fik Møffe og hun var min "prøveklud" for alt det, som jeg læste om hundetræning. Jojo, hun har ikke været udfordret så lidt, når vi har været sammen og jeg formåede både at lære hende "plads", "gi' hals" og "sidde pænt" :-) For ikke at snakke om alt vores "gå pænt"-træning!
Desværre svingede hun og Møffe-8uger-gammel jo ikke sammen - da han så hende, tænkte han bare: "Yes! Der er en artfælle! Og... EN PAT!" Hvormed han sprang lige over i hendes pat og forsøgte at drikke mælk af den. Naja, der i forvejen er meget usikker på hunde, blev dybt dybt forskrækket og ville intet have med ham at gøre herefter. stakkels tøs - endsige være i samme rum. Så vi har holdt de to adskilt, indtil Møffe forhåbentlig ville blive gammel nok til at opføre sig pænt.
Det satsede vi så på, at han var i går! Jeg sørgede for at gå en god tur med ham inden og børste ham igennem (han trængte, ups - vinterfældningen er i fuld flor), hvormed vi satte os i bilen og kørte adsti afsted til Lammefjorden, med ét styks Møffe, der burde være træt - men ikke havde tid, da man jo skulle følge med i det hele på vejen derop :-)
Da vi kom derop, var det egentlig min mening, at jeg ville have gået en tur med dem begge to, så de lige kunne vænne sig til hinanden på neutral grund, så Naja ikke følte, at hendes territorie blev invaderet. Men tænk, hun gøede bare et par gange af Møffe (han var jo fremmed for hende), hilste glad på os andre og var ellers fuldstændig upåvirket! Og Møffe? Jamen, jo, han ville da gerne hilse, men han må have læst Naja godt, for han var overhovedet ikke påtrængende. De første par minutter var han sådan lidt "ååh hvad, mor, har du set? Der er en anden hund!", men så dæmpede han sig lynhurtigt og fik faktisk aldrig nogensinde hilst på Naja - ikke ét lille snif eller snude til snude-hilsen! Han ignorerede hende komplet! Faktisk lidt for effektivt, møghunden, hehe... På et tidspunkt skulle min mor ud og ryge og stod i døren med Naja - hvormed Møffe bare møvede sig forbi og skubbede Naja væk i forbifarten! Møghund, haha. Stakkels tøsen, hun blev lidt forskrækket.
Hvad vi dog ikke havde regnet med... Jeg vidste godt, at Najas ejere havde fået nymfeparakitter. Men dem havde jeg ladet mig høre, at de var inde i et seperat rum - det var de bare ikke længere! Og Møffe gik komplet i trance over dem, fuldstændig...! Han stod med snuden helt oppe i buret og pev lidt og snuste og stod bare der fuldstændig væk! Jeg kæmpede en brav kamp med ham i et kvarters tid, hvor han blev ret sur på mig. Kæft, hvor han gøede indigneret, da jeg stillede mig i vejen og fysisk bakkede hamvæk fra dem! Det blev dog mindre og mindre, men jeg må indrømme, at jeg var blevet sindssyg, havde det ikke været for det tæppe, vi endte med at kaste over buret! Det hjalp, selvom Møffe ingenlunde havde glemt, at fuglene var dér - lige dér. Og jævnligt forsøgte at snige sig over til dem igen. Men det var heldigvis til at overleve og efter de første tre kvarter, kunne han lægge sig til at hvile, sådan rigtigt. Og han tog sig også nogle ordentlige soveture.
Men bevægede én af parakitterne sig, vågnede han straks og smuttede derover. Skøre dreng, altså!
Nymfeparakitter... Jeg havde da forventet, at de ville være det sidste, der skabte problemer!