Den 21. februar har Nenya besøgt dyrlægen til den helt store omgang! HD, AD, OCD, PL og EU undersøgelserne er nu blevet udført og vi mangler blot øjnene.
Og resultaterne er simpelthen kommet perfekt tilbage!
HD B/B
AD 0/0
OCD fri
PL 0/0
EU Normal
Der er virkelig intet at komme efter! Bevares, det havde da på et ikke objektivt papir set bedre ud med HD A/A, men både A og B er frie, sunde og normale hofter. Og Nenya er endda blevet fotograferet meget ung, hvilket kan have gjort, at leddet var lidt løsere (det er ikke unormalt, at man få strammere status, hvis man røntgenfotograferer ved 18-24 måneders alderen), samt hun var i løbetid, hvilket mange diskuterer, om det påvirker løsheden. Læste op og ned på studier og de var ikke helt enige, udover at det enten var målbart (ved injektion af hormoner) eller måske ubetydeligt målbart (6 tæver, der blev undersøgt, mens de var i løbetid).
Derudover ser det også ud til, at Nenya faktisk lige har taget sig et tigerspring! Efter at vægten har stået stille i 4 måneder, er hun pludselig groet med 500-700gram, da hun stod hos dyrlægen for at blive røntgenfotograferet! Tænkte først, at hun måske var blevet "tykkere", men nej - jeg har aldrig formået at få hende helt så slank, som jeg ønsker, men må indrømme, at jeg omsider faktisk er i stand til ret ofte at se hendes ribben. Hvilket jeg IKKE har været før!
Så hun er endelig kommet over de 18kg! 18,4kg sagde vægten, der ellers stabilt længe havde sagt 17,6-17,8kg.
Nu skal vi så bare finde tid til at få undersøgt øjnene, jeg skal se om jeg kan få konverteret hendes EU resultat, så det harmonerer med udlandets og kan blive registreret i den tyske database, når nu DKK ikke vil lege med...
Og så skal jeg til praktisk eksamen med Wupti i morgen ifm. min uddannelse som hundetræner, og Wupti er fuldstændig kuldret over, at Nenya dufter fuldstændig og helt og aldeles fantastisk, fordi hun lige har været højløbsk.
Det bliver spændende at se, om han kan arbejde...
Åh ja, og så fik jeg endelig kameraet med ud sammen med Nenya, som luftes uden Wupti i disse dage - orker ikke at have begge hunde med OG kamera, da det er alt for tungt, så får taget alt for få billeder for tiden :-(