Her har både været harmoni og dramatik...
Lægger ud med at lufte Møffe i morges, hvilket alt i alt var en djlig oplevelse i det tidlige daggry. Det var begyndt at lysne meget svagt, da vi startede, lige akkurat nok til, at jeg kunne have Møffe løs - og ved slutningen af turen var det helt lyst - vi fik så også gået tre kvarter! En stille og rolig gåtur, med en Møffe, der virkelig nyder, at det er blevet køligere. Sikke han pludselig ææælsker sin tørkost! Mums, siger han! Og er nooooget så lydig ;-) Størstedelen af tiden, altså.
Afsted på arbejde, alt i alt også en rigtig rigtig god dag! Børnene var alle rigtig søde - ej, det er de nu altid, men de havde en god dag i dag!
Men så fik jeg fri og da jeg skal passere Lundtoftegade, hører jeg et KNALD og i løbet af øjeblikket af et øjeblik har jeg vendt hovedet, og ser hvordan en motorcykel har ramlet direkte ind i førersiden på en personbil og nærmest som om den var affjedret bliver kastet tilbage.
Bilisten kom umiddelbart intet til, men motorcyklisten derimod var ikke i stand til at rejse sig - han forsøgte, men faldt om igen. En masse mennesker løb dertil, førend jeg nåede over og ganske hurtigt havde de kontrol over situationen, hvorfor jeg vurderede, at jeg kun ville være i vejen, når en ambulance ville skulle gøre en entre - og jeg havde intet at byde ind med, så jeg steg op på cyklen igen, efter at have stået fuldstændig paralyseret - vildt usikker på, hvad der var bedst at gøre - , og cyklede hjem i en temmelig mærkelig... Tilstand, hvis vi skal sige det sådan. Kunne slet ikke tænke på andet end, hvad der dog var galt med manden osv. Jeg kan kun prise mig lykkelig for, at jeg ikke kom helt tæt på situationen, så en del er overladt til fantasien og derfor abstrakt og svært at forholde sig til(?).
Hjemme igen blev man heldigvis mødt af en glad Møffe, det løfter jo altid humøret :-) Og jeg skyndte mig at give ham sele på, hvormed vi gik en god, lang tur, hvor vi først mødte en schæferhvalp og en tysk jagterrier. Vi gik lidt sammen, men pruh, var stadig mærket og derfor ikke særlig social - og først da vi mødte dejlige Rumle, en herlig blandingshund, og hans ejer, kom jeg over det - hun er altid munter at snakke med og fik tankerne væk fra episoden og over på mere positive ting.
Da jeg var hjemme igen, var de gamle heldigvis kommet hjem, så jeg kunne få snakket lidt om episoden med dem - det lettede. Jeg kan da stadig mærke, at jeg har haft en ubehagelig oplevelse - men så er det heldigvis ikke værre.
Og her til aften har julen så gjort sin entre herhjemme - mor har købt klementiner og til kaffen fik vi ta-dada-daaa: Honninghjerter! Og jeg har forelsket mig komplet i et julehalsbånd - det er bare for smalt og for lille til Møffe, hehe.