Fri fredag, samt i weekend - fra arbejde, altså!
Fredag var det dog afsted til dag 13 på instruktøruddannelsen med Nenya og Wupti - de klarede det super godt, begge to <3 Omend Nenya brokkede sig lidt i bilen første gang, mens Wupti var på - og hun tog det heller ikke helt fantastisk, da jeg havde hende bundet af og trænede med Wupti.
Jeg brugte helt bevidst ikke tæppe-øvelsen, da jeg ikke synes, at nogen som helst af dem er stærke nok i øvelsen endnu til dette niveau - det er væsentligt sværere at se på den anden hund lege trækkeleg og løbeøvelser, mens man ligger og slapper af på et tæppe - end bare at se den anden lave lidt snudedut, indtagelse af plads osv. i den stil - hjemme i haven.
Jeg skal have trænet det noget mere...! :-)
Og det gjorde jeg så i dag og er faktisk kæmpe stolt og lidt høj over dem begge <3 De blev super glade for at se deres tæpper og ja, det gik faktisk sågar så galt, at da Nenya havde trænet halsgivning nogle gange og jeg bad om det fjerde bjæf - så syntes hun, at det var tid til en pause og gik selv hen på tæppet! Og Wupti blev liggende stille og slappede af. YES!
Lørdag var jeg på figurantkursus hos Nordsjællands Eftersøgningshunde med Wupti - Nenya blev hjemme, hun er nemlig super sej til det der alene-hjemme halløj og jeg vurderede, at hun ville have bedre gavn af det, end at sidde i en bil og kun komme meget lidt ud. Puha, varmen kom den dag og det kunne mærkes på Wupti - han mistede hurtigt pusten, men var ellers super fint på!
Og søndag, jamen søndag - der tog vi til Græsted Veterantræf med Nordsjællands Eftersøgningshunde og lavede en opvisning om vores arbejde - som man nu kan gøre det midt på en kæmpe markedsplads, hvor man bare har en lille ring! Det kunne mærkes på hundene, at det var et meget anderledes miljø!
Nenya kom ind, hvor vi snakkede om startarbejde og nogle tilskuere fik lov til at komme ind og give hende nogle godbidder - herefter fik hun lov til at snuse en pølse frem under den ene af tre urtepotter. Det klarede hun perfekt begge gange, hvis man ser bort fra, at hun kunne huske HVILKEN, der var en godbid under første gang!
Wupti skulle selvfølgelig lave lidt mere, der var nemlig sat tre telte op, hvor de certificerede og dem, som er godt på vej til en certificering, skulle prøve at finde et publikum i - og tilfældigvis var der en tilstede fra instruktøruddannelsen og hun syntes selvfølgelig, at Wupti skulle finde hende ;-)
Stakkels Wupti var noget forvirret over setuppet og havde aldrig set et telt før - så han kunne slet ikke finde ud af det først, selvom han prøvede. Men lige pludselig, efter at have gået frem og tilbage nogle gange, fik han færten - og WROUM! Så løb han ind i teltet og sprængte vist næsten trommehinderne på min stakkels medkursist!
I næste setup var han heldigvis ikke længere i tvivl om, hvad han skulle og han fandt færten lynhurtigt og figuranten - så jeg er faktisk sindssygt stolt af ham, at han arbejdede så godt alligevel, midt i markedsmylderet med voksne, børn, geder, kaniner, køer m.m.!