Problemet er egentlig Weebly - dem, der hoster hjemmesiden her... Det fungerer ikke altid upåklageligt, så når jeg publisher noget, jeg har skrevet, så eksisterer det ikke altid efterfølgende... Så mister man altså lidt modet, for det er ikke altid man husker at sige "copy-paste"!
Men her går det godt! Møffe har været overraskende rask i det sidste lange stykke tid. Han har haft nogle let forhøjede levertal, hvilket han nok stadig har. Men det er på ingen måde alarmerende og de ligger sådan nogenlunde stabilt. Nåja, og så har staklen været så uheldig at få tilredet sig en byld... På ballen. Avav. Men han virker nu ikke mærket af den. Antibiotikaen har dog ikke hjulpet, så vi skal op til dr. dyr og have den fjernet.
Med mit nuværende studie, "arbejdet" som hvalpeinstruktør om tirsdagen og diverse andre ting har gjort at træning med Møffe har ligget på lavpunktet det sidste lange stykke tid. Vi har ikke været tilmeldt til hundetræning, da jeg har sparet op og derudover ikke har vidst, om jeg måske smuttede til udlandet lige straks... Men nu er der lidt ro på ser det ud til, så vi kan komme i gang igen, både sådan spontant træning i hjemlige omgivelser og forhåbentligt et egentligt hold, så der er en træner, der kan sparke mig ordentligt i gang ;-)
Vi mærkede jo følgerne af manglende hundetræning her i weekenden! Vi var til den årlige klubudstilling og Møffe var selvfølgelig, optimistisk, tilmeldt både LP1 og Rally Øvede. Og helt katastrofalt gik det heldigvis ikke, men Møffe er sandelig set bedre!
LP1 om lørdagen gik sådan... Ja, hvad skal jeg sige, det var tæskevarmt og fugtigt, hvilket IKKE er bernervejr! At vi fik en 1.præmie overraskede mig faktisk! Jeg havde regnet med et fladt 0 for vores lineføring, men dommeren gav os faktisk 6, til trods for ekstra signaler, en hængende hund, der endda også gik i stå en gang, og manglende pladssidning.
Derudover floppede han for første gang næseprøven! Hvad skete der?! Jo, det ved jeg egentlig faktisk nogenlunde godt :-) Helt floppede han den nemlig ikke, vi fik hele 6 point :-) Han markerede den korrekte pind tydeligt (tog den op), men ville så sikre sig helt, at det var den rigtige. Så han valgte at tjekke HELE rækken bagefter, i stedet for kun de tre første. Og ved den aller sidste... Der var der altså bare, ja, en spændende dameduft :-) Og så var den kontakt ellers nærmest tabt! Fik fat i ham igen efter lidt tid, bad ham "færd" som det hedder og han gik hen til en pind, snuste og fik så duften i græsset i næsen igen... Oh well. Shit happens! Kæft, jeg grinede af ham og havde svært ved at blive stående med fødderne solidt plantet i jorden!
Udover disse to øvelser, så lå vi højt på skalaen hele vejen ned, med mellem 9-10 point. Der blev trukket for ekstra signal i et par af øvelserne + en skævsidning. Det er vist til at overleve :-)
Rally Øvede næste dag gik lidt bedre! Vi lagde dog skidt ud... Ved første øvelse mistede jeg kontakten, hvilket kostede 3 point, da jeg lavede den om. Anden øvelse ødelagde jeg (Møffe var perfekt), hvilket gav minus 10 point. Nogle øvelser senere mistede jeg igen kontakten, endnu en minus 3 og så fik vi trukket 1 point for noget ukendt et sted. Altså i alt 83 point, hvilket må siges at være LANGT bedre end sidste år! :-D Faktisk på sin vis 93, for min fejl var en dum, lille bitte bagatel, der handlede om hvordan jeg tog et skridt til højre... Øv altså. Sådan sker det altid, når Møffe ligger over 90 point, så sørger mor her for at trække ned!
Men nu har jeg som sagt planer om at komme seriøst i gang med noget hundetræning igen...! Og derudover, så skal jeg da selvfølgelig til Bernermarked tænker jeg, LP altså?! Og måske også skuet, bare for sjov? :-) Og så er der en Rally Øvede prøve til oktober, som vi også lige må tage! Så skal det nok lykkes os med de der pokkers 85 point, så vi kan få den første pind! BASTA!